Store ambitioner

Cold Hand Winery ved Læsten er kendt for sine frugtvine af udsøgt kvalitet. En aktieemission på 5 mio. kr. skal nu give mulighed for at løfte omsætningen til nye højder. Men der bliver ikke gået på kompromis med kvaliteten, lover indehaver Jens Skovgaard Pedersen.

Jens Skovgaard Pedersen viser, hvor den nye produktions- og lagerhal skal bygges

15. december 2015 - Oprettet af Steven Holst

På en ejendom i Læsten producerer kompagnonerne Jens Skovgaard Pedersen og Flemming Villebro Jørgensen en begrænset mængde frugtvine til de allermest kræsne ganer i Danmark og udlandet. En virksomhed bygget på en passion for vinen og en kærlighed til håndværket. 
”Jeg vil lave høj kvalitet – ikke industri,” fastslår Jens Skovgaard Pedersen og tilføjer:
”Jeg vil lave verdens bedste vin. Guldmedaljerne betyder mere end de store ordrer.”

Prisbelønnede vine
Produkterne fra Cold Hand Winery har nemlig vundet utallige priser ved både nationale og internationale konkurrencer. De bliver solgt i eksklusive restauranter og vinhandlere – ikke i supermarkeder. For Jens Skovgaard Pedersen har aldrig ønsket, at vinene skulle masseproduceres på industriel facon. Alligevel har partnerne Jens og Flemming besluttet at rejse ny kapital ved at sælge aktier i firmaet. Indtægten fra det forventede aktiesalg på 5 mio. kr. skal bruges til at bygge en ny produktions- og lagerhal på 540 kvadratmeter. Her skal stå et anlæg til produktion af mousserende vine, der er en af Cold Hand Winerys specialiteter.

Går aldrig på kompromis
Jens Skovgaard Pedersen forventer, at udvidelsen af produktionskapaciteten vil betyde tre nye arbejdspladser inden for de næste tre år, hvilket vil være ca. en fordobling af den nuværende lønningsliste. Og selv om der skal produceres flere enheder, så vil der ikke blive gået på kompromis med kvaliteten:
”Det er ikke nødvendigvis sådan, at små mængder garanterer kvaliteten. Faktisk udvikler vin sig bedre i en stor tank end i en mindre,” siger Jens Skovgaard Pedersen og tilføjer:
”Men vi vil aldrig gå på kompromis med råvaren – æblerne. Vi bruger kun de bedste æbler, og det fortsætter vi med,” forsikrer han.

Går som varmt brød
Selv om et aktiesalg aldrig var tanken fra starten af firmaet, så går aktierne – lige som vinene - som varmt brød. I alt 1000 aktier á 5000 kr. sættes til salg. Mere end en tredjedel er solgt, og mange interesserede investorer har allerede meldt sig på banen. Jens Skovgaard Pedersen og hans kompagnon beholder dog fuld kontrol over selskabet, og håber mere på at aktionærerne vil blive en slags nye ambassadører for virksomheden.
”Ting, som jeg ville have forsvoret for et år siden, er nu en realitet,” siger Jens Skovgaard Pedersen om den udvikling, der har gjort det nødvendigt at udvide aktiviteterne i firmaet.
”I dag er ca. 15% af omsætningen eksport, hvilket jeg aldrig havde troet muligt. I løbet af 2-3 år sælger vi nok mere i udlandet end i Danmark,” slutter han.

Cold Hand Winerys ejere har også fået hjælp til finansieringen af den nye produktionshal fra den lokale aktionsgruppe, LAG, med 300.000 kr. og af fonden Plan Danmark med 500.000 kr. De håber at kunne begynde byggeriet til foråret. 

Jens Skovgaard Pedersen kigger i prospektet, som gives til potentielle investorer.