Politikere mødte Randers Fjord Feriecenter

Medlemmerne af Randers Kommunes landdistriktsudvalg har besluttet at holde en del af deres møder rundt omkring i kommunens landsbyer. Seneste møde blev derfor holdt i Uggelhuse på Randers Fjord Feriecenter.

15. december 2015 - Oprettet af Steven Holst

Landdistriktsudvalget besøgte på deres møde d. 9/12 2015 Ellen Walsted og Kaj Sunesen, som til daglig driver Randers Fjord Feriecenter ved Uggelhuse. Ellen Walsted viste udvalget rundt på stedet, og den norske bålhytte, de nye bad- og toiletbygninger, det nye storkøkken samt de øvrige faciliteter gav anledning til mange interesserede spørgsmål.

I hovedbygningen blev der serveret hjemmebagte boller og kaffe, mens Ellen Walsted og Kaj Sunesen præsenterede deres drøm om at etablere et skinnecykelprojekt hele vejen fra Allingåbro og til Strømmen Station ved Randers. Projektet udvikles i samarbejde med Djursland for Fuld Damp, der selv er operatør med ca. 40 skinnecykler på strækningen fra Allingåbro til Romalt.

Store naturværdier
Initiativet henvender sig særligt til familier og skoleudflugter. Der er i dag ca. 5 skinnecykelstrækninger i Danmark, og det vurderes, at den kommende strækning til Randers vil være én af de mest interessante, rent naturmæssigt. Det skyldes at man på langt det meste af ruten har frit udsyn til fjorden, og derfor kan være heldig at se skibene glide forbi. Det vil også være gode chancer for at se en havørn og andre af fjordens dyr og fugle. 

Ellen og Kaj forventer at skulle investere i ca. 40 skinnecykler, der hver især koster 18.000 kr. De håber derfor på medfinansiering fra ELRO Fonden, den lokale LAG Randers-Favrskov og flere. Sammen med Randers Kommune og Naturpark Randers Fjord har de nedsat en arbejdsgruppe, der skal forsøge at få projektet realiseret.