Landdistriktsudvalget på besøg i Værum

Landdistriktsudvalget var ved udvalgsmødet den 18. maj på besøg hos Værum Gymnastikforening, hvor de lokale foreninger var værter.

23. juni 2016 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

Landdistriktsudvalget var ved udvalgsmødet den 18. maj på besøg hos Værum Gymnastikforening, hvor de lokale foreninger var værter.

Indledningsvis blev udvalget præsenteret for den efterhånden berømte stadiontribune med 50 siddepladser. Tribunen er opbygget med hjælp fra LAG og giver i dag en fantastisk ramme for Værums hjemmekampe i fodbold. 

Værum er i det hele taget en landsby, der gerne vil fastholde deres gode udvikling. Eksempelvis er lavet en velkomstskrivelse til alle bosættere i landsbyen samt en årlig kalender, der viser alle de planlagte aktiviteter i landsbyen.

Med hjælp fra Randers Kommune har de lavet en udviklingsplan, som har hjulpet med at skabe en fælles retning for hvad borgerne vil med byen. Værumborgerne har også lavet deres egen undersøgelse af, hvad tilflyttere har lagt vægt på ved valget af Værum. Det vigtigste var, at folk skulle kunne arbejde og gå i skole i Randers, så trafik og cykeltrafik skulle kunne afvikles tilfredsstillende. Sidst en ikke mindst vægtede tilflytterne adgang til en flot natur.

Når der sættes huse til salg i landsbyen opleves det desuden, at husene bliver solgt inden for en rimelig tid.

De lokale repræsentanter - Hanne, Leif, Kirsten, Henrik og Thilde - havde ved mødet med Landdistriktsudvalget masser af roser til Randers Kommune. Den generelle holdning er, at serviceniveauet er fint. Men der var også et par gode råd til, hvad kommunen kunne gøre bedre fremadrettet. Flere borgere vidste for eksempel ikke, hvor god den kollektive trafik mellem Værum og Randers var. Det var først da kommunen begyndte at informere mere effektivt om det, at man eksempelvis opdage, at ”almindelige” borgere også godt må tage med skolebussen.

På mødet blev det derfor aftalt, at man ville prøve, om ikke man i fællesskab kan informere bedre om, hvad der sker i Værum. Værum har blandt andet en meget velfungerende Facebook gruppe, som kunne bruges som kommunikationskanal - blandt andet til information fra kommunen til de 160 husstande i Værum.