Her skal bænkene stå

Landdistriktudvalget har på sit møde onsdag den 18. januar besluttet, hvor de 26 bænke fra Storegade fremover kommer hen at stå. I alt havde 100 ansøgere lagt billet ind på bænkene.

Bænkene der har været opsat forsøgsmæssigt i en periode i Storegade skal nu ud og gøre gavn andre steder i kommunen. Foreninger mv. i hele Randers Kommune har haft mulighed for at lægge billet ind på bænkene inden 8. januar 2017.

20. januar 2017 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

I efteråret 2016 besluttede et flertal i byrådet, at de bænke som oprindeligt var indkøbt til og stillet op i Storegade, ikke skal tilbage i gaden, hvor de blev fjernet fra i forbindelse med Randers Ugen. Det blev besluttet, at bænkene i stedet skulle ud at gøre gavn andre steder i kommunen.

Byrådet overlod Landdistriktudvalget ansvaret med at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af bænkene og gennemføre en proces til fordeling af bænkene i Randers kommune. Processen er nu gennemført. I alt 100 havde ansøgt om at komme i betragtning til bænkene, og Landdistriktsudvalget valgte at tilgodese følgende ansøgere:

Asferg, Assentoft, Dyrby, Enslev, Fårup(+bord), Gassum, Gjerlev, Hald, Havndal(+bord), Hørning, Kristrup, Kærby, Langå, Lem, Linde(+bord), Mejlby, Mellerup(+bord), Moeskær, Råby, Råsted, Romalt, Sønderbæk, Tebbestrup, Uggelhuse(+bord), Værum, Ålum og Langå.

Hertil kommer, at udvalget har besluttet sig til at finansiere og opstille to bænke på Justesens Plæne i Randers.