Indvielse af den gamle forsamlingshusgrund i Hørning

I Hørning indviede man d. 18. juni et helt nyt anlæg centralt i byen. Den gamle forsamlingshusgrund i krydset foran kirken har nu fået ny anvendelse som åndehul og samlingssted i byen.

14. juli 2016

Projektet er en del af den udviklingsplan byen lavede i 2013 og projektet er gennemført på initiativ af de lokale ildsjæle. Der ligger mange timers frivilligt arbejde i pladsen - op mod 400 timer. Man har fået økonomisk støtte fra ELRO-fonden, Sparekassen Kronjyllands Gavefond og friluftsrådet.

Den gamle forsamlingshusgrund har siden 2008, hvor det gamle hus blev revet ned, været en ikke særlig indbydende grudplads, som ikke understøttede det positive billede af byen, som man ellers ser, når man kommer igennem byen.

Nu er den flot og indbydende, give mulighed for en trafiksikker busholdeplads for bl.a. skoleelever. Den indbyder til ophold for gennemkørende og bliver det sted hvor man på informationstavler kan få en masse viden om det historiske område omkring Hørning.

Kommer du forbi Hørning, så gør endelig stop på den nye plads - og fortsæt i samme omgang forbi det flotte forsamlingshus "Hørninghus", og kig på på boldbanerne, hvor byens næste projekt er ved at blive etableret.

Godt gået Hørning!