Årets ildsjæl

Som afslutning på konference blev der uddelt en pris til Årets Ildsjæl og Initiativprisen. Vinderne blev fundet ved demokratisk afstemning i landdistriktsudvalget, som også havde søgt om indstillinger til priserne hos de mange lokalråd, borgerforeninger og forsamlingshuse i Randers’ landdistrikt.

Vinderne af initiativprisen blev Uggelhuse Borgerforening

20. april 2016

Prisen som Årets Ildsjæl gik til ægteparret Kirsten og Kjeld Langberg fra Gassum, for deres indsats for at få etableret et aktivitetshus og en legeplads til stor glæde for børn og familier i Gassum. Kåringen som Årets Ildsjæl udløste blomster og en check på 10.000 kr. som ægteparret vil dele mellem byens foreninger.

Uggelhuse Borgerforening tog sig af Initiativprisen og de dertilhørende 25.000 kr. med baggrund i udviklingen af bl.a. bålplads, legeplads og shelters, som er blevet til som et fælles projekt med deltagelse af mange gode, frivillige kræfter i landsbyen. Pengene blev taget imod med kyshånd, da der allerede nu barsles med flere nye spændende projekter i Uggelhuse, herunder en udendørsscene til koncerter og en cykelsti fra Randers til Allingåbro.